TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
23. januar 2012

Transport 2013 i april i Herning

Transport 2011
Transportmessen har traditionelt politisk bevågenhed. Her besøger daværende transportminister Hans Chr. Schmidt DTLs stand i 2011. Her i midten sammen med DTLs formand Jørgen Egeskov, th., og DTLs adm. direktør Erik Østergaard. Foto: Per Daugaard.

4.-7. april 2013 åbner MCH Messecenter Herning dørene til den 12. udgave af Skandinaviens vigtigste transportmesse, Transport 2013.

Det glæder DTL:
»Siden 1988 har Messecentret i Herning været transportbranchens mødested. Og efter nogle hårde år med krise er det netop nu vigtigt at stå sammen og vise, at der er optimisme for fremtiden,« siger adm. direktør Erik Østergaard.

»Efter en flot messe i 2011 - som i øvrigt også vakte stor interesse hos politikerne - er der ingen tvivl om, at branchen ser frem til Transport 2013, som igen er med til at sætte fokus på nyheder, networking og ikke mindst politiske udfordringer for transportbranchen.«

MCH Messecenter Herning har gennemført 11 transportmesser og har positioneret sig som Skandinaviens vigtigste transportmesse. Dette er sket i tæt samarbejde med de besøgende, udstillerne og brancheorganisationerne. Branchen er også med til at danne rammerne for Transport 2013.

»Vi havde en god messe i 2011 og ser på Transport 2013 med positive øjne. I en tid med økonomiske udfordringer er der et endnu større behov for at komme ud og møde kunder, chauffører og samarbejdspartnere og vise den udvikling, der sker på lastbilmarkedet. Herning er professionelle og formår at skabe rammerne for at samle branchen,« siger markedschef Anton Freiesleben, Scania Danmark.

Også hos SAWO er der opbakning til Transport 2013:

»SAWO var med som en af de første, da Transport Messen blev lanceret i 1988, og vi har været med hver eneste gang. Vi ser det som en utrolig professionel og god messe for transport branchen, og vi har altid fået et godt udbytte med derfra. På trods af en branche med store økonomiske udfordringer havde vi også en god messe i 2011, og vi og vore udenlandske leverandører bakker naturligvis op om Transport 2013 og glæder os til igen at møde kunder og gode samarbejdspartnere i Herning,« direktør Ivan Chrost, SAWO A/S

Vigtig for branchen
»Vi er rigtig glade for den opbakning og tillid, som branchen viser os, og det forpligter. Derfor er det vigtigt at videreudvikle hele konceptet, så messen på alle måder vil afspejle situationen og det marked, som branchen er i,« udtaler projektchef Henriette Træholt, MCH Messecenter Herning

Transport arrangeres i et samarbejde mellem DTL, Danske Busvognmænd, De Danske Bilimportører, Danmarks Automobilforhandler Forening, Foreningen af Vognimportører i Danmark og MCH Messecenter Herning.

I 2011 havde messen 260 udstillere og blev besøgt af 17.520 fagfolk.

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07