6. januar 2012
Få råd til miljø – DTL viser vej

Med titlen ’Få råd til miljø – DTL viser vej’ sætter DTL fokus på miljøet i 2012. Året igennem vil DTL give sine medlemmer inspiration til, hvordan de kan gøre en ekstra indsats for klimaet og miljøet samtidig med, at virksomheden ofte kan spare penge.
DTL vil have fokus på både lastbilerne, kontorhold, vaskehal, lager og værksted, så der vil være ideer og inspiration at hente for alle virksomheder.
DTL har indgået et partnerskab med Transportens innovationsnetværk om årets miljøindsats.
”Kravene til transportvirksomhederne om at blive grønnere stiger og vil komme til at påvirke vognmændenes hverdag langt mere, end vi har set tidligere. Vi ved, at der er en viljen til at gøre en indsats for klimaet og miljøet ude i virksomhederne, og mange er allerede godt i gang. Det vil vi gerne bakke op,” siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard og fortsætter:
”De teknologiske landvindinger kommer til at spille en stor rolle for transportens CO2-reduktioner, men vi kan også komme langt med små skridt i den enkelte virksomhed. Frem for alt kan vi komme i gang med det samme. Og der er masser at tage fat på – små justeringer af vores daglige adfærd, som ligger lige for, men som ikke alle tænker over, og som mange flere kunne gøre noget ved: Sluk lyset efter dig, reducer tomgangskørslen og undgå tomkørsel. Det er netop det, DTLs miljøindsats går ud på; at gøre den til tider højtragende miljøtale så konkret, at vores medlemmer kan omsætte den til handling ude i deres virksomheder. Den skal give mening i vognmændenes hverdag.”
DTL har haft miljø på dagsordenen længe. På den politiske front arbejder DTL for at udbrede modulvogntogene. Det har vi gjort siden 1990’erne. Og så arbejder vi for at øge lastbilernes totalvægt og akseltryk. Begge dele betyder, at vi kan transportere mere gods på færre enheder og dermed spare diesel og reducere CO2-udledningen.
Følg med i DTLs medier
Gennem DTLs medier får medlemmerne miljøråd, beretninger fra kolleger, der deler ud af deres erfaringer med miljøtiltag og rapporter fra testvirksomheder, som gennem året afprøver en række spareråd.
I januarnummeret af DTL Magasinet bringer vi en artikel om Munkbøl's Transportservice ApS, som arbejder målrettet på at spare diesel bl.a. ved at overvåge lastbilernes tomgangskørsel.
Og på mail får medlemmerne ugentligt enkle og konkrete miljøråd. Abonner på DTL Webnyheder for at få miljørådene. Det er gratis. Du kan abonnere via dette link: www.dtl.eu/Nyheder
DTL har indgået et partnerskab med Transportens innovationsnetværk om årets miljøindsats.

DTL har indgået et partnerskab med Transportens innovationsnetværk om årets miljøindsats.