22. februar 2012
DTL vært i går ved møde om dyretransportørernes vilkår

DTL Grønningen. Arkivfoto: Per Daugaard
Landbrug & Fødevarer, 3F, ITD og Dansk Erhvev mødtes i går den 21. februar 2012 hos DTL med den dagsorden at få embedsmandsværket og politikerne i tale om dyretransportørernes vilkår.
Baggrunden for en kommende dialog bliver en omfattende indsamling af transportørernes retssager, der skal dokumentere problemerne. Landbrug & Fødevarer, Danish Crown og DTL indsamler sager fra medlemmerne på struktureret vis.
DTL deltog i et møde i Justitsministeriet i december, og her tilkendegav Justitsministeriet, at det er i orden at straffe en transportør for at køre med et tvivlsomt dyr, selv om en dyrlæge forinden har sagt god for, at det kan transporteres. Justitsministeriet bekendtgjorde også, at det er i orden at straffe chauffører for at have transporteret dyr, der har en skade, der først kan ses, når dyret er skåret op.
”Det er en urimelig og uholdbar situation,” siger konsulent Lisbet Hagelund, og fortsætter: ”Vognmænd og chauffører skal alene have ansvar for de områder, hvor de kan gøre en forskel. DTL finder, at bedre retssikkerhed og dyrevelfærd kan gå langt bedre hånd i hånd.”
DTL beder myndighederne om en åben og konstruktiv dialog om problemerne og mødes med Fødevarestyrelsens direktør senere på måneden. Her vil regler og praksisser blive diskuteret.