TIL FORSIDE  |  ENGLISH  |  KONTAKT  |  UDSKRIV
Dansk Transport og Logistik
LOG IND
10. februar 2012

Bøden skal stå mål med forseelsen

Lastbil i regnvejr
Arkivfoto: Per Daugaard

Den såkaldte ”præjudicielle dom”, som nu er afsagt af EU-domstolen i sagen om den ungarske chauffør mod de ungarske lokale politimyndigheder og sætter spørgsmålstegn ved, om chaufføren er blevet straffet for strengt ved at udfylde en køreskive forkert.

Afgørelsen kan trække lange tråde ind de forskellige EU-landes strafferetlige systemer.

Af dommen fremgår, at det følger af fast EU-retspraksis, at så længe der ikke er gennemført nogen EU-retlig harmonisering på området for sanktioner ved manglende opfyldelse af betingelserne i en EU-retlig ordning, er medlemsstaterne beføjet til at træffe bestemmelser om de sanktioner, som de finder rimelige. Men medlemsstaterne skal dog stadig udøve deres beføjelser på dette område under iagttagelse af EU-retten og dennes almindelige grundsætninger og dermed under iagttagelse af det såkaldte proportionalitetsprincip.

Pålæg af en fast bøde for enhver tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende anvendelse af diagramark, ”uden differentiering af nævnte bødes størrelse i forhold til den begåede overtrædelses grovhed, er uforholdsmæssig, henset til de i EU-retten tilsigtede formål”, lyder det i dommen.

”Jeg skal være varsom med at konkludere  endeligt på denne dom, der jo først skal behandles ved de ungarske retsinstanser i henhold til ungarsk ret”, udtaler chefjurist John Roy Vesterholm fra DTL. Men chefjuristen ser med dommen visse åbninger omkring hele spørgsmålet i dansk ret om, hvorvidt man blot ud fra ”procesøkonomiske årsager” kan automatisere bødeniveauet uanset forseelsens karakter, som det er sket på fartskriverområdet siden skærpelserne i 2005.

”Vi har fra DTL i forvejen en henvendelse liggende hos Kommissionen om, hvorvidt klippekortsordningen for dyretransporter i Danmark er forenelig med de EU-retlige proportionalitetsprincipper. Og den foreliggende dom kan få betydning også for andre områder, herunder hvordan Kommissionen vurderer vores henvendelse. DTL ser nu frem til, hvad den danske regerings overvejelser giver anledning til i forhold til sanktionerne på Kontrolapparatforordningen ”, siger John Roy Vesterholm.


 

Grønningen 17 • Postboks 2250 • 1019 København K • Telefon 70 15 95 00 • Telefax 70 15 95 02
Copyright © 2009 • Dansk Transport og Logistik • CVR-nr. 21 25 16 07